har det fint.”
“Du har ikke spist.”
“Jeg har det fint.”
Hun åbnede døren alligevel.
Papkassen forblev i hendes hænder.
“Hvad er det?”
“Ting, som fru Keaton bad mig om at give dig, efter du havde læst kuverten.”
Corinne.
Hun har altid været Corinne i dette hus.
Men fru Pearl satte æsken på skrivebordet, før jeg kunne tale.
Indeni var der små ting.
En ekstra nøgle til børnehaven.
Owens hospitalsidentifikationsarmbånd.
Et indrammet ultralydsbillede.
Vores bryllupsalbum.
Og de elfenbensfarvede roser, jeg sendte Corinne to måneder tidligere.
De var tørrede nu.
Brun
