Det var to om morgenen på en stille motorvej under måneskin, da vores gamle sedan endelig brød sammen.
Min kone, Amrita, og jeg sad i stilhed, motoren død og vejen helt øde. Der var intet telefonsignal, intet tegn på hjælp — kun svage stjerner over hovedet. Protokollen føltes længere og tungere, da vi ventede, usikker på, om nogen ville gå forbi. Derefter, efter hvad der føltes som en evighed, dukkede forlygterne op i det fjerne. En slidt Toyota Corolla trak sig over, og en ung mand trådte ud. Uden tøven tilbød
