“Så snart jeg kan.”
“Give.”
“Jeg sagde, at jeg kommer.”
“Er du alene?”
Jeg burde have vidst det.
Spørgsmålet var for roligt.
“Selvfølgelig.”
Endnu en veer ramte Corinne.
Jeg hørte hendes vejrtrækning gå i stå.
Så sagde hun: “Okay.”
Okay.
Da jeg nåede hospitalet, var Owen seks timer gammel.
Corinne spurgte aldrig, hvorfor det havde taget så lang tid.
Jeg forvekslede det med nåde.
Jeg sad på mit kontor med hospitalsfotografiet i hånden, indtil himlen uden for vinduerne blev mørk.
Til sidst bankede fru Pearl på.
“Jeg lavede kaffe.”
“Jeg
