blik rundt på advokatens skrivebord, “jeg formoder, at mor har gjort sine følelser ret klare.”
Jeg så det.
“Hvad skal dette betyde?”
Hun trak på skuldrene.
“Intet. Jeg siger blot, at folk generelt testamenterer deres mest dyrebare ejendele til de børn, de føler sig tættest på.”
Vores bror vred sig ubehageligt i sin stol.
“Lila, det er ikke tid nu.”
“Hvornår ville være et godt tidspunkt?” svarede hun. “Vi er her for at diskutere mors ønsker. Tilsyneladende ville hun have, at Clara skulle have et gammelt tæppe.”
“Det er et
