navn.
“Jeg testamenterer mit gamle lavendelfarvede sjal til min datter, Clara.”
Et øjeblik tænkte jeg, at der måtte være mere.
Advokaten sænkede dokumentet.
Det er alt.
Et sjal.
Ikke en bankkonto.
Dette er ikke fast ejendom.
Ikke engang en af de dyrebare halskæder, min mor havde samlet gennem årene.
Et simpelt stykke slidt stof, foldet i en almindelig papkasse.
Stilheden varede i rummet i flere sekunder.
Lila begyndte at grine.
Hun prøvede at give det op som en hoste, men ingen troede på hende.
“Nå,” sagde hun og kastede et
