Advokaten var knap nok færdig med at læse min mors testamente, da min søster begyndte at smile.
Det er ikke et trist smil.
Ikke den slags tøj, man har på, når sorg og taknemmelighed er flettet sammen.
Lilas smil var lyst, tilfreds og næsten triumferende.
Hun arvede min mors hus.
Min bror modtog bilen og en stor del af sin opsparing. Flere familiemedlemmer modtog smykker, antikke møbler, malerier og andre ejendele, der havde tilhørt vores familie i generationer.
Så kiggede advokaten på mig.
Der var stille, før han læste mit
