sjal,” sagde jeg sagte.
Lila smilede.
“Selvfølgelig. Undskyld mig. Et gammelt sjal.”
Advokaten gav hende et misbilligende blik, men hun ignorerede ham.
Mine hænder hvilede på mine knæ, mens jeg stirrede på papkassen.
Dette sjal havde tilhørt min mor hele hendes liv.
Stoffet, der engang var dybt lilla, var med årene falmet til en lys grålilla. Tråde hang fra kanterne. Et hjørne var blevet ujævnt repareret, og stoffet var blevet tyndt ud nogle steder.
Det virkede værdiløst.
Det var sandheden.
Ingen samler ville have ønsket det.
Intet auktionshus ville have
