gamle sjal?”
“Ja.”
“For hvad?”
“Det har sentimental værdi.”
“Til dig?”
“Selvfølgelig.”
“Du kaldte det et gammelt omslag.”
“Jeg var ked af det.”
Jeg forblev tavs.
Hans vejrtrækning intensiveredes.
“Meget godt,” sagde hun. “Titusind.”
Min hud prikkende.
“Lila, hvad sker der?”
“Der sker ingenting. Jeg vil bare have noget, der har tilhørt mor.”
“Du arvede hele hans hus.”
“Jeg vil også have sjalet.”
“Ingen.”
Svaret kom instinktivt.
Hun havde grinet det væk.
Hun havde gjort grin med mig.
Nu ville hun købe den for flere penge, end jeg havde tjent
