ikke være sådan?”
Der var stilhed.
Lila talte så i en meget roligere tone, selvom jeg stadig kunne fornemme den underliggende spænding.
“Jeg tænkte tilbage på det, jeg sagde på advokatkontoret. Det var grusomt. Jeg var overvældet af følelser.”
“Du grinede.”
“Jeg ved det, og jeg fortryder det.”
Lila undskyldte sjældent.
Når hun gjorde det, var der som regel en grund.
“Hvad vil du?”
“Jeg vil gerne købe sjalet.”
Jeg var lige ved at grine.
“Hvad?”
“Jeg vil give dig fem tusind dollars.”
Jeg troede, jeg havde misforstået.
“Til mors
