mig, hvor let Margaret nu gik forbi fars fotografi uden at se på det.
Så huskede jeg noget, far havde fortalt mig vinteren før han døde.
Vi havde spist morgenmadsprodukter ved køkkenbordet, da han pludselig sagde:
“Uanset hvad der sker, knægt, har jeg sørget for, at dette sted altid vil være dit.”
Jeg grinede af ham.
“Hold op med at være dramatisk, far.”
Dengang antog jeg, at det bare var en af de trøstende ting, forældre sagde.
Jeg havde fuldstændig glemt det.
Indtil senere.
Tre uger efter fars begravelse kom
