aften opfattede jeg en del af en sætning.
“…to år nu. Jeg ved det, jeg ved det…”
Jeg stoppede uden for døren.
Men jeg sagde til mig selv, at sorgen gjorde mig mistænksom over for alting.
Min bedste veninde fra universitetet, Naomi, havde advaret mig om det efter fars begravelse.
“Du kommer til at se spøgelser overalt i et stykke tid,” sagde hun. “Stol ikke på den første version af noget.”
Så jeg blev ved med at tvivle på mig selv.
Jeg overbeviste endda mig selv om, at jeg forestillede
