det at møde op gentagne gange betød mere end at ankomme dramatisk.
Jeg bar Owen hen imod bilen.
Halvvejs nede ad stien vendte jeg mig.
“Corinne.”
Hun blev stående i døråbningen.
“Ja?”
“Tak skal du have.”
“For hvad?”
“Fordi jeg ikke lod det, jeg gjorde, få mig til at forsvinde fuldstændigt fra hans liv.”
Hendes udtryk blev alvorligt.
“Det gjorde jeg ikke for dig.”
“Jeg ved det.”
“For ham.”
“Jeg ved det.”
Jeg spændte Owen fast i hans autostol.
På passagersædet i nærheden lå en indkøbspose fyldt med bleer, vådservietter
