lejlighed for at hente ham.
Hun åbnede døren og holdt ham.
Han var ti måneder gammel på det tidspunkt, robust og nysgerrig, og rakte ud efter alt.
Da han så mig, løftede han armene.
“Bryst.”
Det gjorde Corinne også.
“Far,” gentog han.
Corinne lagde ham i mine arme.
Jeg holdt ham mod mit bryst.
“Hej, kammerat.”
Han greb fat i min krave.
Bag ham smilede Corinne.
Ikke min kones smil.
Ikke tilgivelse.
Ikke en invitation hjem.
Noget enklere.
Anerkendelse.
Igen.
Og for første gang i mit liv forstod jeg, at
