dig.”
Lille.
Sørgelig.
Gratis.
“Det vil jeg ikke gøre mere.”
Hun steg ind i bilen.
En uge senere, mens jeg pakkede den sidste kasse ud fra mit gamle kontor, fandt jeg hospitalets fotografi.
Corinne i sengen.
Owen mod hendes bryst.
Den tomme stol ved siden af dem.
I flere måneder betragtede jeg det fotografi som bevis på, hvad jeg havde overset.
Den eftermiddag så jeg endelig noget andet.
Corinne havde været skrækslagen.
Udmattet.
Forladt.
Og stadig holdt hun vores søn, som om intet i verden betød mere.
Jeg antog altid,
