ikke på dette,” sagde hun.
“Ingen.”
Regnen faldt ned bag markisen.
“Jeg plejede at tro, at hvis du forstod, hvor ked af det jeg var, så ville det ordne noget.”
“Måske har det rettet op på noget i dig.”
“Er det nok?”
“Det skal det være.”
Hendes søsters bil kørte hen mod kantstenen.
Før Corinne trådte væk, sagde jeg: “Hader du mig?”
“Ingen.”
Det havde jeg ikke forventet.
“Hvorfor ikke?”
Hun overvejede spørgsmålet.
“Fordi det at hade dig stadig ville kræve at jeg organiserede for meget af mit liv omkring
