gøre.
Hun brugte heller aldrig Owen til at straffe mig.
Med tiden blev vores samtaler mindre fjendtlige.
Til sidst, næsten normalt.
Otte måneder efter jeg kom hjem med roserne, blev skilsmissen endelig.
Vi forlod retsbygningen hver for sig.
Det havde regnet dengang.
Fortovet skinnede under en grå himmel.
I et stykke tid talte ingen af os.
Så sagde jeg: “Undskyld.”
Hun gav mig et træt smil.
“Det har du sagt.”
“Jeg ved det.”
“Jeg tror dig.”
Det gjorde næsten mere ondt, end hvis hun ikke havde gjort.
“Men det ændrer
