en kvittering, der bekræftede, at jeg havde modtaget sjalet.
Det virkede mærkeligt for mig, men sorgen havde udmattet mig. Jeg skrev under, hvor han pegede, gled æsken under armen og forlod kontoret uden et ord.
Da hun gik forbi Lila, lænede hun sig så tæt på, at jeg var den eneste, der kunne høre hende.
“Du har altid troet, at du var hans favorit,” mumlede hun. “Nu ved du, at du tog fejl.”
Jeg fortsatte med at gå.
Jeg nægtede at lade hende se mig græde.
Men så snart jeg
