Eftermiddagen lovede at blive helt almindelig. Morgenen var forløbet efter en velkendt, næsten umærkelig rutine. Jeg var travlt optaget af de daglige pligter, vaskemaskinen kørte, og sollyset filtrerede blidt ind gennem stuens vinduer. Stilheden i huset var behagelig, den slags stilhed man kun oplever, når børnene er voksne og har flyttet hjemmefra. Intet tydede på, at denne dag ville blive anderledes end de andre, indtil min søn ringede til mig og sagde noget, han sjældent sagde.
Vi talte ret ofte sammen, normalt korte telefonopkald mellem timerne eller sms’er i weekenderne,
