hans tavshed talte højere end ord. I det øjeblik følte Salim, som om noget indeni ham var fuldstændig knust. Han satte sig meget langsomt ned i stolen. Og for første gang siden aftenens begyndelse lignede han ikke længere en indflydelsesrig mand eller en magtfuld sheik, men en gammel far, der lige havde fået et slag, han aldrig havde forventet. Lange sekunder gik uden at nogen talte. Så sagde Salim med svag stemme: Psykologi
— Umuligt. Rachid kunne aldrig gøre det mod mig.
Men Liane så roligt på ham og sagde:
— Nogle
