Min kæreste insisterede på en fin middag til Valentinsdag. Da 380-dollarsedlen ankom, bad han mig om at betale halvdelen. Jeg nægtede. Han betalte lydløst det fulde beløb, rejste sig og gik. Servitricen kom hen og hviskede: “Jeg kan ikke tie stille. Din kæreste efterlod dig en besked.” Min verden brød sammen, da jeg læste den. (Fortsættes i den første kommentar.)

på det tidspunkt. Jeg troede bare, han ville gøre noget pænt til lejligheden.

Så jeg accepterede.

Jeg havde ingen anelse om, hvordan aftenen ville forløbe.

En middag, der virkede mere omfattende end nødvendigt.

Restauranten var et af de elegante steder, hvor alt syntes at være omhyggeligt gennemtænkt.

Blød belysning.

Afslappende musik.

 

Menuer med korte beskrivelser, der giver indtryk af at være dyre.

Et sted hvor selv vand synes at være en integreret del af oplevelsen.

Min kæreste virkede stolt over at være der.

Han giver ordren selvsikkert.

Han foreslog