Ved min dimissionsceremoni sårede en tankeløs bemærkning min søster dybt. Det var først meget senere, at jeg indså, hvor meget jeg havde undervurderet alle de ofre, hun havde bragt for mig.
På det tidspunkt føltes det som bare en tankeløs bemærkning, båret med af følelsen af en uforglemmelig dag. Der var applaus, smil, stoltheden over endelig at have nået et længe ventet mål. Alle fejrede min succes, og bagerst i lokalet klappede min søster stille, med den tavse ømhed, hun altid havde besad. Men den dag efterlod et par ord,
