er ældre, og vi har etableret ensartethed.”
“Han er min søn.”
“Så vær hans far.”
Ordene var ikke høje.
Det behøvede de ikke at være.
Jeg underskrev den midlertidige aftale.
Inden Corinne gik, stillede jeg et sidste spørgsmål.
“Noten.”
“Hvad med det?”
“‘Når du ser disse udsagn, vil du forstå alt.'”
“Ja.”
“Jeg troede, du mente, at jeg ville forstå, hvordan du havde fanget mig.”
“Ingen.”
“Hvad mente du?”
Hendes øjne bevægede sig mod tidslinjen.
“Jeg mente, at du ville forstå, hvor du var, hver gang jeg havde brug for
