kamp for at rejse sig fra hospitalssengen.
Efter jeg vidste, hvad jeg kunne miste.
Jeg tog alligevel afsted.
“Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det,” hviskede jeg.
“Det tror jeg, du gør.”
“Du troede, vi stadig ville være her, når du kom tilbage.”
Ingen diagnose.
Ingen undskyldning.
Bare sandheden.
Jeg troede, at varigheden tilhørte mig.
Corinne ville være hjemme.
Owen ville være hjemme.
Mit firma ville være mit.
Mine penge ville være tilgængelige.
Mine partnere ville klage, men tilgiv mig.
Tessa ville vente.
Huset ville forblive oplyst.
Alle og alt
