din telefon.”
“Jeg har altid haft fortrolige anliggender—”
“Nej,” sagde jeg.
“Du har ret.”
“Du har ændret adgangskoder.”
Du begyndte at gå i bad, så snart du kom hjem.
Dine forklaringer blev for detaljerede.
“For detaljeret?”
“Du ville fortælle mig navnet på restauranten, hvad kunden bestilte, hvorfor trafikken var dårlig, og hvilken gade du tog hjem.”
Et svagt, humorløst smil rørte hendes mund.
“Du plejede aldrig at forklare dig selv så meget.”
“Så fandt jeg en kvittering.”
“Hvilken kvittering?”
“Den første Charleston-tur.”
Mine tanker farede afsted.
“Jeg troede, jeg havde
