forestille mig denne samtale.
I nogle versioner undskyldte jeg perfekt.
I andre skreg Corinne.
Nogle gange græd hun.
Nogle gange sagde hun, at hun stadig elskede mig.
Nogle gange overbeviste jeg hende om, at femten år sammen måtte betyde mere end ét forfærdeligt år.
Den rigtige Corinne kiggede kun på mig.
“Hvor længe?” spurgte jeg.
“Hvor længe hvad?”
“Hvor længe har du vidst det?”
“Første gang jeg vidste, at noget var galt, var syv måneder før Owen blev født.”
Jeg prøvede at beregne.
“Hvad skete der?”
“Du begyndte at beskytte
