at diskutere virksomheden.”
“Du vidste, hvad der ville ske.”
Hendes ansigt ændrede sig.
Ikke vrede.
Skuffelse.
“Har jeg foretaget disse transaktioner?”
“Ingen.”
“Har jeg fortalt jeres personale, hvordan de skal klassificere dem?”
“Ingen.”
“Har jeg booket de værelser?”
“Ingen.”
“Betalte jeg Tessas husleje?”
“Ingen.”
“Så bed mig ikke om at bære den.”
Owen bevægede sig i hendes arme.
Corinne rettede instinktivt på tæppet.
“Jeg vil gerne hjem,” sagde jeg.
På den tomme børnehave.
“Dette er ikke mit hjem længere.”
Opkaldet sluttede syv minutter senere.
Men de seks ord blev i