Men han så anderledes ud.
Hans kind hvilede mod Corinnes kraveben.
Hans lille knytnæve var krøllet under hagen.
“Hej,” sagde jeg.
Ikke ødelagt.
Ikke rasende.
Bare træt.
“Hej.”
“Må jeg se ham?”
Hun vinklede telefonen.
“Hej, kammerat.”
Owen sov igennem det.
“Er han okay?”
“Ja.”
“Spiser?”
“Ja.”
“Sover?”
“Ikke meget.”
Et spøgelse af den gamle Corinne gled gennem hendes ansigtsudtryk.
“Hvor er du?”
“Give.”
“Jeg ved det.”
Jeg er ked af det.
“Jeg fik din kuvert.”
“Jeg gik ud fra, at du gjorde det.”
“Bestyrelsen—”
“Lad være.”
“Jeg ønsker ikke
