ansigt blev blegt.
“Hvor længe?”
“Jeg ved det ikke.”
“Kan de fyre dig?”
“Ja.”
“Hvad skal du gøre?”
“Jeg ved det ikke.”
Jeg undersøgte.
“Hvor meget af dette vidste du?”
“Ved du om hvad?”
“Hvordan jeg betalte for det.”
Hendes udtryk strammede sig.
“Ikke dette igen.”
“Du vidste, at noget af det gik gennem virksomhedens enheder.”
“Du sagde, at det var dit firma.”
“Det er det.”
“Så troede jeg, du vidste, hvad du lavede.”
Brutalt, men retfærdigt.
Tessa havde ikke tvunget mig til at forfalske et formål med middagen.
Hun
