udgifter var det økonomiske pres blevet overvældende. Så han traf en beslutning, der virkede uundgåelig: at anbringe sin mor på et plejehjem. Som 72-årig forlod hun det hus, hvor hun havde boet næsten hele sit liv – det samme hus, som hans søn nu boede i med sin egen familie.
Det, der ramte alle, var hendes tavshed. Ingen bebrejdelse, ingen tårer, ingen diskussion. Hun accepterede det. Med værdighed. Da hun gik, udtrykte hun kun ét ønske: at tage en lille potte med blomster med sig, som hun elskede. Ingen lagde mærke
