jeg.
Ikke dramatisk.
Ikke på en måde, som nogen ville have bemærket, hvis de ikke havde kigget.
Jeg sad på gulvet i det lille rækkehus, jeg havde lejet efter at have solgt min andel i Belle Meade-huset for at afvikle en del af skilsmissen.
Owen kiggede på mig.
Et lille åbenmundet smil.
I fire sekunder eksisterede intet andet.
Ikke Tessa.
Ikke brættet.
Ikke huset.
Ikke pengene.
Bare min søn genkender mig.
Og jeg forstod det skræmmende privilegium at blive husket af et barn.
Konsekvens blev mit eneste forsvar mod den
