mig, da jeg ikke kunne sove.”
“Så ville din telefon vibrere, og du ville gå ud af rummet.”
Hendes øjne fyldtes endelig.
“Jeg blev ved med at tænke, at hvis man var fuldstændig grusom, ville det være nemt at forlade.”
“Men det var du ikke,” sagde hun.
“Du var lige akkurat ofte nok venlig til at få mig til at tvivle på, om jeg havde lov til at tro på resten.”
“Jeg elskede dig.”
“Jeg ved det.”
“Elsket?”
“Jeg ved ikke længere, hvilken tid der hører hjemme der.”
For en
