At det havde været grusomt at tage Owen uden at fortælle mig, hvor hun var.
Det var de sætninger, der ventede på min tunge.
Men så huskede jeg hospitalsbilledet.
Den tomme stol.
“Jeg ved, du er vred.”
I det øjeblik jeg sagde det, hadede jeg mig selv for at have reduceret det, hun følte, til vrede.
“Jeg har brug for at se min søn.”
Den del var sand.
“Ring venligst til mig.”
Jeg afsluttede beskeden.
En time senere ringede Elena Mercer.
“Hr. Keaton?”
“Hvor er Corinne?”
“Jeg ringer angående midlertidige
