til mødelokalet op.
“Vi er klar.”
I to timer stillede folk, jeg havde ansat, mig spørgsmål, som om jeg var en fremmed.
Hvorfor var en ejerlejlighed, der blev brugt af Tessa Vaughn, blevet opført under executive-boliger i forbindelse med udviklingsarbejde i bymidten?
Hvorfor var flere middage uden kunder blevet kategoriseret som investorunderholdning?
Hvorfor var der en afgift for luksusresorter optrådt under en projektkode fra Charleston?
Hvorfor var smykker blevet refunderet via en direktørs skønsmæssige konto?
Nogle svar jeg havde.
Det meste gjorde jeg ikke.
Fordi forklaringerne lød patetiske, når de
