stadig, at det handler om, at folk straffer dig.”
“Hvad ellers ville du kalde det?”
“Regningen er ankommet.”
Hun gik, før jeg kunne svare.
Den aften ransagede jeg huset.
Fordi jeg havde brug for bevis på, at hun virkelig var gået.
Hendes skab var halvt tomt.
Ikke strippet.
Halv.
Hun tog praktisk tøj, sko, Owens ting.
Hun efterlod aftenkjoler, designerfrakker og smykker, jeg gav hende.
På børneværelset forblev vuggen.
Mobilen drejede langsomt, da jeg rørte ved den.
Tre små skyer cirklede om en sølvmåne.
Jeg havde samlet vuggen to uger
