år.”
“Bare fortæl mig, hvad Corinne vil have.”
Wesley blev stille.
Så sagde han: “Jeg tror, hun ville have, at du skulle komme hjem og endelig se, hvordan dit liv rent faktisk ser ud på papiret.”
Opkaldet sluttede to minutter senere.
Et fotografi.
Jeg trak den ud.
Det var Corinne i en hospitalsseng.
Hendes ansigt var blegt.
Hendes hår var fugtigt og skubbet tilbage fra panden.
Owen lå op ad hendes bryst, svøbt i et blåt og hvidt hospitalstæppe.
Men det var ikke det smil, jeg huskede fra vores bryllupsbillede.
