allerede derfor, jeg tager afsted.”
Én dans, to venner, ét oplagt valg
Ved dansen trådte Noah straks op på Christinas fod. Hun brød ud i latter. De dansede akavet til de tilskueres store morskab. Ingen klappede, ingen holdt en tale. Bare to 18-årige venner, præcis som lovet.
På bilturen hjem havde han sine sko på, hun havde sin jakke på. Og moderen forstod endelig i bakspejlet: ingen reddede nogen. De havde båret hinanden sammen hele livet.
Nogle gange er det smukkeste, man kan gøre for nogen, simpelthen at blive.
