aldrig efterladt mine sko i gangen.
Jeg tog aldrig det sidste stykke af noget uden at spørge.
Hvis han ville have en snack, spurgte han om lov.
Hvis han ville se fjernsyn, spurgte han om lov.
Hvis han havde brug for shampoo, ventede han, indtil jeg bemærkede, at flasken var tom.
En lørdag snublede jeg næsten på et vakkelvornt verandatrin.
Luke så forfærdet ud.
“Hvor længe har den været løs?”
“Et par år.”
“Gik du på dette?”
“JA.”
“Hver dag?”
“Mere eller mindre.”
Han stirrede på mig, som om jeg
