Det faktum, at en sekstenårig dreng huskede, at min datter hadede rosiner, fik mig næsten til at græde midt i en bar.
Til sidst blev muligheden for adoption konkret.
Det var Lukas, der rejste spørgsmålet.
“Vil du virkelig gerne adoptere mig?”
“JA.”
“Dude … permanent?”
“Generelt er ideen denne.”
Han grinede ikke.
I stedet kiggede han ned i bordet.
“Hvad hvis jeg laver en fejl?”
“Så tager vi os af de problemer, du har forårsaget.”
“Hvad hvis du fortryder at have adopteret mig?”
“Så ville jeg være en voksen, der oplever
