blevet en byrde.
“Jeg vil stadig gerne møde ham,” sagde jeg.
Luke rejste sig op, da jeg nærmede mig ham.
“Hej,” sagde jeg. “Jeg er Caroline.”
Han pegede straks på den tomme stol ved siden af sig.
“Vær sød, frue. De kan sidde her.”
Jeg stirrede på ham.
“Dame?”
Hans udtryk blev forsigtigt.
“Jeg prøvede bare at være flink.”
“Jeg er syvogfyrre, Luke, ikke halvfems.”
Hans mundvige dirrede.
“Jeg antydede ikke noget.”
“Absolut ja.”
Dette fik ham til at smile.
Et ægte smil.
Jeg spurgte ham, hvad han læste.
Det
