den eneste kompatible person til en knoglemarvstransplantation. For denne kvinde kom svaret hurtigt, næsten instinktivt.
“Jeg har kun kendt ham i tre år. Han er ikke min søn. Jeg vil ikke sætte mit helbred på spil.”
Hun klamrede sig til hans argumenter som en redningskrans. De medicinske risici, helbredelsen, de mulige komplikationer. Og så denne vedvarende følelse af ikke at have været der fra begyndelsen. Ikke på grund af hans første skridt. Ikke på grund af hans første dag i børnehaven. Så hvorfor nu?
Hendes mand svarede ikke. Ikke et
